Gælder fra 12. oktober 2026
Vilkår
Vilkårene gælder for aftaler mellem &numbers og erhvervskunder om løbende bogføring. Den konkrete aftale med dig, herunder pris, står i vores ordrebekræftelse.
1. Parterne
Aftalen indgås mellem &numbers, CVR 46786815, Langelandsvej 39, 1. tv., 2000 Frederiksberg ("vi"), og den virksomhed, der køber ydelsen ("kunden"). Ydelsen sælges kun til virksomheder.
Er der forskel mellem disse vilkår og ordrebekræftelsen, gælder ordrebekræftelsen.
2. Ydelsen
Vi udfører den løbende bogføring i kundens eget regnskabssystem, e-conomic. Ydelsen omfatter:
- kobling af bilag til betalinger i kundens bank
- kontering ud fra kundens kontoplan
- moms på de enkelte posteringer
- afstemning af banken mod regnskabet
- gennemgang af usikre posteringer hos vores team
- en månedlig gennemgang af hele bogføringen
- svar på spørgsmål om kundens bogførte tal i Slack.
Medmindre andet er aftalt skriftligt, omfatter ydelsen ikke årsrapport, revision, skattemæssige opgørelser, indberetninger til myndigheder, lønadministration eller rådgivning.
3. Automatisering og menneskelig kontrol
Bogføringen udføres af en AI-model og et team af medarbejdere. Modellen giver hver postering en sikkerhed. Posteringer, modellen er sikker på, behandles automatisk. Posteringer, modellen er usikker på, gennemgås af vores team, før de bogføres. Vores team gennemgår desuden hele bogføringen hver måned. Kunden kan altid se og rette posteringer i e-conomic.
4. Kundens forpligtelser
Kunden giver os adgang til e-conomic og banken i det omfang, ydelsen kræver, og sørger for, at vi løbende får de bilag og oplysninger, der er nødvendige for bogføringen. Kunden svarer på vores spørgsmål inden for rimelig tid.
Kunden er efter bogføringsloven ansvarlig for sin bogføring og for at opbevare regnskabsmaterialet. Kunden er også ansvarlig for indberetninger til myndighederne, medmindre andet er aftalt.
5. Pris og betaling
Prisen er en fast månedlig pris, som fremgår af ordrebekræftelsen. Prisen afhænger af, hvor mange bilag kunden har. Ændrer bilagsmængden sig væsentligt, kan vi justere prisen med 30 dages skriftligt varsel.
Alle priser er ekskl. moms. Vi fakturerer månedsvis forud, og betalingsfristen er 8 dage fra fakturadato.
6. Data og fortrolighed
Vi behandler kundens data som databehandler og indgår en databehandleraftale med kunden. Kundens data holdes adskilt fra andre kunders, og kun de medarbejdere hos os, der arbejder med kundens bogføring, har adgang. Vi behandler oplysninger om kundens forhold fortroligt, også efter aftalens ophør.
Hvordan vi behandler personoplysninger i forbindelse med hjemmesiden og møder, står i vores privatlivspolitik.
7. Fejl og ansvar
Opdager kunden eller vi en fejl i bogføringen, som skyldes os, retter vi den uden beregning. Fejl, der skyldes mangelfulde eller forkerte oplysninger fra kunden, retter vi efter aftale.
Vi er ikke ansvarlige for indirekte tab, herunder driftstab, tabt fortjeneste og renter. Vores samlede ansvar er begrænset til det beløb, kunden har betalt for ydelsen i de seneste 12 måneder før skaden.
8. Varighed og opsigelse
Aftalen løber, indtil den bliver opsagt. Begge parter kan opsige aftalen med 1 måneds varsel til udgangen af en måned. Misligholder en part aftalen væsentligt, kan den anden part ophæve den.
Når aftalen ophører, lukker vi vores adgange. Bogføringen bliver i kundens eget e-conomic.
9. Ændringer af vilkårene
Vi kan ændre vilkårene med 30 dages skriftligt varsel til kunden. Den gældende version står altid på denne side.
10. Lovvalg og tvister
Aftalen er underlagt dansk ret. Tvister, der ikke kan løses ved forhandling, afgøres ved Københavns Byret som første instans.
Kontakt
Har du spørgsmål til vilkårene, så skriv til info@andnumbers.dk eller ring på +45 6072 3006.